Liste T’s historie

Liste T er stiftet i 1961. I anledning af vores 45 års jubilæum i 2006 lykkedes det at få nedfældet baggrunden for stiftelsen af Danmarks ældste og mest succesrige tværpolitiske lokalliste og historien om dens første år.

De første år

Dragør har gennem århundreder været præget af aktivitet hos borgerne – et levende, krævende og initiativrigt demokrati. Tværpolitisk Forening føjer sig ind i en lang tradition for aktivitet blandt beboerne, for vilje til udvikling, for omsorg for værdierne, for kærlighed til vores helt særlige og særprægede område af Danmark.

Dragør er historisk et indvandrer- og flygtningesamfund. Dragørs fiskere og håndværkere og søfolk har måttet integrere tre indvandrerbølger.

Den første kom i 1521, da den danske konge Kristian den Anden smed bønderne ud af deres gårde i Store Magleby til fordel for hollandske indvandrere. Herom vidner efterkommeres navne som Trein, Dirch, Wibrandt og mange andre.

Den anden bølge kom efter svenskekrigen, hvor Danmark bl.a. måtte afstå Skåne. Mange skåninger flygtede fra den hårdhændede forsvenskning af det gamle danske land. Mange af dem havnede i Dragør. Derom vidner navne som Palm og Lundqvist og mange andre efterkommere af flygtede skåninger i 1500-tallet.

Den tredje bølge kom mange år senere. Det var landliggerne, som kom fra København. Herom vidner navne som – nåja fx Hansen og Jensen. I Dragør findes der mange både anden og tredjegenerations landliggere, som stort set har levet i harmoni med efterkommerne både af hollandske indvandrere og skånske flygtninge – plus ikke mindst efterkommerne af de oprindelige fiskere og søfolk i Dragør.

Omsorgen for og kærligheden til Dragør udmøntedes i foreningen Dragørs Fremme – et lokalt og tværpolitisk initiativ. Man ville udvikling – og man ville bevare.

Det første møde i Dragørs Fremme fandt sted den 13. marts 1887 “efter udsendt Indbydelse…for at stifte en Forening med det Formaal at søge Byens nærmeste Omegn beplantet og forskjønnet. Der indmeldte sig ved Mødet 41 Medlemmer, tegnet for et Kontingent af 205 Kroner det første Aar”. (DFs første protokol)

Omkring 1887 var en faglært arbejders ugeløn ca. 18 kroner. Et pund rugbrød kostede 5 øre, et pund flæsk 50 øre, en pot brændevin 38 øre. 205 kroner var således mange penge i 1887. Det vidner om en offervilje, som også senere har præget aktive borgerinitiativer i Dragør.

Tværpolitisk Liste (T) i Dragør opstår

Allerede for mere end 50 år siden var der bevarings- og miljøinteresserede folk i Dragør, som begyndte at give udtryk for deres utilfredshed med kommunens ledelse og udvikling.

Det var især folk som byens mangeårige læge Poul Dich, kriminalbetjent og senere borgmester Jørgen Rosschou samt disponent og senere lokalarkivar Svend Jans, der i artikler i den lokale presse kritiserede såvel manglende offentlighed i det politiske liv, som den efter deres mening uheldige bykulturelle og topografiske udvikling i og omkring det gamle Dragør, som de mere eller mindre enstemmige politiske beslutninger førte med sig.

I 1954 optræder Jørgen Rosschou således med en artikel i Amager Bladet med overskriften: Hvad er Meningen i Dragør?, hvor han blandt andet skriver: ”Der synes for Tiden at rase en besynderlig ”Byggessyge” i Dragør, som giver sig Udslag i, at man nedriver og ødelægger gamle, kønne (endog fredede) Bygninger for så paa Tomterne at opføre hæslige, kasselignende Byggeklods-Kaserner …” Han nævner her den nyopførte Dragør Skole samt den på det tidspunkt planlagte nedrivning af den gamle smukke bygning ”Højerup” ved Dragør-Hjørnet, der afløstes af det kombinerede lejligheds- og forretningskompleks med bankafdeling, der i dag dominerer indkørslen til Dragør gamle bydel. Han efterlyser i det hele taget interesse for at bevare Dragørs særpræg som den ”hyggelige gamle Skipperby””Perlen ved Øresund” og anråber både turistforening og fredningsfolk.

I samme indlæg efterlyser Jørgen Rosschou tillige en protest fra borgernes side mod en projekteret 26 meter bred amtsvej fra Amager Landevej i St. Magleby ad Nrdr. Dragørvej og hen over (de nu fredede) ”grushuller” til Stationsvej og Vestgrønningen og med tilslutning til Sdr. Strandvej i syd. Han kan ikke se ”Meningen med dette Storstads-Projekt om en Autostrada gennem Dragør”, da ”Dragør jo er en Endestation og ikke en Gennemkørselsby”. Dette var længe inden, der var tale om færgeforbindelse til Limhamn.

Jørgen Rosschou savner en fornuftig og bevarende lokalpolitik, men roser samtidig den linie, der var påbegyndt med blandt andet ”Engparken”, ”som viser, at det kan lade sig gøre at kombinere det skønne gamle med det nødvendige nye på en hensigtsmæssig og æstetisk Maade”.

Poul Dich behandler i et indlæg samme emner og påpeger, at den påtænkte brede amtsvej i svinget ved Grushullerne vil beslaglægge en stor del af dette fredede område.

”Man gjorde en by fortræd”

Under denne overskrift kritiserer Poul Dich i 1960 det næsten altid enige bystyre for en lang række forhold, herunder færgeforbindelsen til Limhamn med dens ulemper for borgerne, krænkelsen af de fredede arealer ved Strandlinien, ødelæggelsen af Wieders Anlæg og ikke mindst: en manglende byplan for den gamle bydel, der blandt andet kunne vejlede husejere, så bybilledet ikke blev skændet af ting som mærkelige kviste, alt for store nye vinduer, moderne teaktræs- eller egetræsdøre og forloren romantik som fx blyindfattede ruder i de gamle fiskerhuse. Samtidig understreger han, at Dragør ikke skal være et frilandsmuseum eller en attrap, men ”en levende by, som inden for den givne ramme, byplan og boligtype fornyer sig og moderniserer sig”.

Færgen

Den ulmende utilfredshed med kommunens ledelse og især den omstændighed, at væsentlige beslutninger blev truffet for lukkede døre, kom for alvor frem i lyset, da det meddeltes, at en enig kommunalbestyrelse uden at høre borgernes mening havde truffet en beslutning af afgørende betydning for Dragørs miljø, nemlig underskrivelsen af en kontrakt med Øresundsselskabet om bilfærgeforbindelse fra Dragør til Limhamn.

Mange borgere frygtede for følgerne af denne beslutning herunder især ulemperne ved den tætte og tunge trafik i forbindelse med færgeankomster og –afgange. At det senere også blev de spritindkøbende og til tider -påvirkede svenskere, der irriterede mange, er en anden sag. Irma og enkelte specialforretninger havde gode tider på grund af færgeforbindelsen, men som helhed stod fordelene for byens befolkning ikke mål med ulemperne. Selv om kommunalbestyrelsens væsentligste begrundelse for beslutningen var forventning om store indtægter, varede det mange år før der blev tale om lønsomhed for kommunen, idet anlægsomkostningerne til moleflytning, færgelejer og vejanlæg skulle forrentes og afdrages, inden der blev tale om overskud.

Utilfredshed i befolkningen

Dragør voksede i halvtredserne og tresserne. Der var kommet nye borgere i kommunen. Nogle var sommerhusejernes børn, der overtog familiernes sommerhuse og byggede helårshuse. Andre købte grund og byggede eget hus. Det var folk, der flyttede til Dragør fordi de var tiltalt af såvel det fredelige bymiljø med den gamle havn som af det omgivende kystnære landskab, og som for manges vedkommende frygtede, at Dragør skulle udvikle sig i en uheldig retning som følge af den enighed om uheldige lokalpolitiske tiltag, der syntes at herske mellem Kommunalbestyrelsens medlemmer uanset landspolitisk ståsted. Misforståede provinsielle storby-ambitioner var tilsyneladende drivkraften i Kommunal-bestyrelses planer og ønsker for Dragørs fremtid.Med færgeforbindelsen og de lukkede kommunalbestyrelsesmøder som direkte anledning mødtes nogle modstandere af denne politik i december 1959 ved et borgermøde på Badehotellet (alias Dehlsens Hotel, alias Færgegården). Mødet kom i stand på initiativ af Jørgen Rosschou, Knud Jans, Knud Alban og Axel Lange, der hver især kendte en række mennesker, der var interesserede i udviklingen i Dragør. 50 mennesker kom til stede og gav deres utilfredshed til kende. Man var enige om, at noget måtte gøres, og man vedtog at søge indflydelse på kommunens ledelse ved opstilling af en valgliste til det førstkommende kommunalvalg. Til forberedelse heraf nedsattes et arbejdsudvalg bestående af Gurli Zølck Olsen, Hans Bischoff, Axel Lange, Jesper Jensen, Hugo Marcussen, Jørgen Bjerrum, Svend Jans, Verner Permild, Hans Baggendorff, Knud Alban og Jørgen Rosschou. Listen kaldte man i begyndelsen ”Dragør fri Vælgerliste”. Den skulle være uafhængig af partipolitik og særinteresser og blandt andet have følgende programpunkter:

  • Bevarelse af Dragørs præg af beboelseskommune.
  • Åbenhed overfor befolkningen,
  • Afhjælpning af færgens uheldige virkninger og
  • Andre end kommunalbestyrelsesmedlemmer i udvalgene.

Stifterne var landspolitisk set en blandet flok spændende fra venstresocialister via radikale til venstrefolk og konservative, så det tværpolitiske sigte blev både et ønske og en nødvendighed. Grafikerne Theis Jensen, Sven Scherling og Verner Permild fik fremstillet en valgbrochure, der på grund af sit særpræg og sin høje kvalitet vakte både opsigt, beundring og – misundelse. Den tekstmæssige side af valgforberedelsen tog Hans Bischoff og Jesper Jensen sig af, og gode idéer var der mange, der bidrog med. Hans Bischoffs idé med Liste T’s valgtelefon med kendingsmelodien ”Tea for two” blev omtalt i Københavns Lokalradio, hvad der indbragte programchefen, Erik Bach en næse.Ved det følgende kommunalvalg i marts 1962 fik Tværpolitisk Liste 341 stemmer og Jørgen Rosschou kom for første gang i Kommunalbestyrelsen. Socialdemokratiet og Den Borgerlige Fællesliste fik hver 3 stemmer, så det blev Liste T, der blev tungen på vægtskålen, da der skulle vælges borgmester. Det blev ikke svært, da de borgerliges spidskandidat var kommunens bygningsinspektør og Indenrigsministeriet derfor erklærede ham for inhabil. Det kunne således ikke blive andre end socialdemokraten Holger Jensen, der blev borgmester.

Hvidtjørnsarealet fredet

Efter forslag fra Jørgen Gustava Brandt blev spørgsmålet om fredning af Hvidtjørnsarealet sat til debat i september 1963. Jørgen Rosschou var den eneste i Kommunalbestyrelsen, der ubetinget kunne gå ind for fredningen, men den blev dog heldigvis vedtaget. Senere gik de borgerlige sammen med T imod de første planer om opførelse af en ”Strandpark II”, hvorved etagebyggeri blev undgået.Samme år fik T tilladelse til at spænde en transparent tværs over Kirkevej ved indkørslen til Dragør med teksten: ”Vi har 1155 børn i Dragør, men ikke ét for meget”.

Idékonkurrence om færgehavn i stedet for badeanstalten og stranden

I 1964 havde et flertal i Kommunalbestyrelsen (alle undtagen Jørgen Rosschou) fået den geniale indskydelse at afsætte 50.000 kr. til en idékonkurrence om udformning af en ny færgehavn sydøst for fortet. I første omgang beregnet til de tre rederier, der drev Kastrup-Malmø færgen, Dragør-Limhamn Færgen og 66-bådene til Bornholm, men med mulighed for yderligere trafikale velsignelser for Dragør. Især de borgerlige med ingeniør Frans Thorsell, (der selv boede på Nordstranden) i spidsen var begejstrede for tanken, men socialdemokraterne var også positivt indstillet, selv om borgmester Holger Jensen (S) udtalte: ”Det vil nok tage lidt af idyllen”! Det tør vist siges!Efter en protestaktion i lokalbladene anført af Liste T endte det dog med, at socialdemokraterne presset af deres bagland i sidste øjeblik vendte om på hælen med borgmester Holger Jensens lidt ejendommelige begrundelse, at der ikke var nogen garanti for, at rederierne ville holde Kommunen skadesløs for de 50.000 kr., som idékonkurrencen kostede. Dragør kunne igen ånde lettet op.

Dørene åbnes til Kommunalbestyrelsen

I 1966 genvalgtes Holger Jensen til borgmester, idet Socialdemokratiet ved valget fik 5 pladser i Kommunalbestyrelsen af i alt 9. Jørgen Rosschou sad stadig som den eneste T’er.Efter at Liste T i flere år havde protesteret mod lukkede møder, vandt princippet om offentlighed endelig gehør i 1967. – Endog på landsplan. Borgmester Holger Jensen udtaler i et interview: ”Det er først efter at vi har fået den tværpolitiske repræsentant, at dette spørgsmål (om lukkede møder) er blevet rejst”. Det følgende år erklærede den nye borgmester, Juel Hansen i Kommunalbestyrelsen: ”De lukkede møders tid er forbi i Dragør”.Samme år stiller Jørgen Rosschou forslag om spørgetid i forbindelse med Kommunalbestyrelsens møder og de øvrige partier i Kommunalbestyrelsen vil ikke deltage i et offentligt borgermøde i anledning af færgehavnens udvidelse – angiveligt fordi Tværpolitisk Forening var arrangør.I 1969 sættes færgerne Hamlet og Ofelia i drift samtidig med, at der indføres parkeringsforbud i den gamle bydel. Den danske trafikminister (Ove Guldberg) og den svenske aftaler på et møde i Stockholm, at der skal bygges en bro mellem Dragør og Limhamn via Saltholm. Det blev da heldigvis ikke til noget.Liste T stiller i 1970 forslag om flere pensionistboliger, men bliver nedstemt af Socialdemokratiet. Færgetrafikken er 3-doblet siden 1966. En Toldrampe skæmmer havnemiljøet og den tunge lastbiltrafik får husene på Drogdensvej til at slå revner. Der stilles forslag om ny omkørselsvej, der skal gå hen over strandengene og uden om Dragør og St. Magleby. Tværpolitisk Forening opfordrer til protest og projektet opgives. Samme år vedtages mod Liste T’s og Den Borgerlige Fælleslistes stemmer et større socialt boligbyggeri på Sydstranden. T får 3 repræsentanter i den nye kommunalbestyrelse.

Den senere udvikling

Som det fremgår af ovenstående har Liste T’s indflydelse betydet ændringer i den hidtil førte politik i Dragør. Især hvad styring af den topografiske miljøudvikling og åbenhed i den politiske forvaltning angår.Siden er den tværpolitiske repræsentation i Kommunalbestyrelsen øget markant, ligesom holdningen i befolkningen er blevet mere ”tværpolitisk indstillet”. Dette har muligvis dæmpet iveren hos de ”udviklings” – fikserede landspolitiske partigrupper noget, og behovet for markante manifestationer har ikke været så udtalt som i det første tiår – i hvert fald indtil der 30 år senere fostredes idéer om boligbyggeri på havnen. Også disse projekters (foreløbige?) lykkelige skibbrud må tilskrives Liste T ’s aktive tilstedeværelse og indflydelse på lokalpolitikken i Dragør.

Liste T’s historie

Liste T er stiftet i 1961. I anledning af vores 45 års jubilæum i 2006 lykkedes det at få nedfældet baggrunden for stiftelsen af Danmarks ældste og mest succesrige tværpolitiske lokalliste og historien om dens første år.

De første år

Dragør har gennem århundreder været præget af aktivitet hos borgerne – et levende, krævende og initiativrigt demokrati. Tværpolitisk Forening føjer sig ind i en lang tradition for aktivitet blandt beboerne, for vilje til udvikling, for omsorg for værdierne, for kærlighed til vores helt særlige og særprægede område af Danmark.

Dragør er historisk et indvandrer- og flygtningesamfund. Dragørs fiskere og håndværkere og søfolk har måttet integrere tre indvandrerbølger.

Den første kom i 1521, da den danske konge Kristian den Anden smed bønderne ud af deres gårde i Store Magleby til fordel for hollandske indvandrere. Herom vidner efterkommeres navne som Trein, Dirch, Wibrandt og mange andre.

Den anden bølge kom efter svenskekrigen, hvor Danmark bl.a. måtte afstå Skåne. Mange skåninger flygtede fra den hårdhændede forsvenskning af det gamle danske land. Mange af dem havnede i Dragør. Derom vidner navne som Palm og Lundqvist og mange andre efterkommere af flygtede skåninger i 1500-tallet.

Den tredje bølge kom mange år senere. Det var landliggerne, som kom fra København. Herom vidner navne som – nåja fx Hansen og Jensen. I Dragør findes der mange både anden og tredjegenerations landliggere, som stort set har levet i harmoni med efterkommerne både af hollandske indvandrere og skånske flygtninge – plus ikke mindst efterkommerne af de oprindelige fiskere og søfolk i Dragør.

Omsorgen for og kærligheden til Dragør udmøntedes i foreningen Dragørs Fremme – et lokalt og tværpolitisk initiativ. Man ville udvikling – og man ville bevare.

Det første møde i Dragørs Fremme fandt sted den 13. marts 1887 “efter udsendt Indbydelse…for at stifte en Forening med det Formaal at søge Byens nærmeste Omegn beplantet og forskjønnet. Der indmeldte sig ved Mødet 41 Medlemmer, tegnet for et Kontingent af 205 Kroner det første Aar”. (DFs første protokol)

Omkring 1887 var en faglært arbejders ugeløn ca. 18 kroner. Et pund rugbrød kostede 5 øre, et pund flæsk 50 øre, en pot brændevin 38 øre. 205 kroner var således mange penge i 1887. Det vidner om en offervilje, som også senere har præget aktive borgerinitiativer i Dragør.

Tværpolitisk Liste (T) i Dragør opstår

Allerede for mere end 50 år siden var der bevarings- og miljøinteresserede folk i Dragør, som begyndte at give udtryk for deres utilfredshed med kommunens ledelse og udvikling.

Det var især folk som byens mangeårige læge Poul Dich, kriminalbetjent og senere borgmester Jørgen Rosschou samt disponent og senere lokalarkivar Svend Jans, der i artikler i den lokale presse kritiserede såvel manglende offentlighed i det politiske liv, som den efter deres mening uheldige bykulturelle og topografiske udvikling i og omkring det gamle Dragør, som de mere eller mindre enstemmige politiske beslutninger førte med sig.

I 1954 optræder Jørgen Rosschou således med en artikel i Amager Bladet med overskriften: Hvad er Meningen i Dragør?, hvor han blandt andet skriver: ”Der synes for Tiden at rase en besynderlig ”Byggessyge” i Dragør, som giver sig Udslag i, at man nedriver og ødelægger gamle, kønne (endog fredede) Bygninger for så paa Tomterne at opføre hæslige, kasselignende Byggeklods-Kaserner …” Han nævner her den nyopførte Dragør Skole samt den på det tidspunkt planlagte nedrivning af den gamle smukke bygning ”Højerup” ved Dragør-Hjørnet, der afløstes af det kombinerede lejligheds- og forretningskompleks med bankafdeling, der i dag dominerer indkørslen til Dragør gamle bydel. Han efterlyser i det hele taget interesse for at bevare Dragørs særpræg som den ”hyggelige gamle Skipperby””Perlen ved Øresund” og anråber både turistforening og fredningsfolk.

I samme indlæg efterlyser Jørgen Rosschou tillige en protest fra borgernes side mod en projekteret 26 meter bred amtsvej fra Amager Landevej i St. Magleby ad Nrdr. Dragørvej og hen over (de nu fredede) ”grushuller” til Stationsvej og Vestgrønningen og med tilslutning til Sdr. Strandvej i syd. Han kan ikke se ”Meningen med dette Storstads-Projekt om en Autostrada gennem Dragør”, da ”Dragør jo er en Endestation og ikke en Gennemkørselsby”. Dette var længe inden, der var tale om færgeforbindelse til Limhamn.

Jørgen Rosschou savner en fornuftig og bevarende lokalpolitik, men roser samtidig den linie, der var påbegyndt med blandt andet ”Engparken”, ”som viser, at det kan lade sig gøre at kombinere det skønne gamle med det nødvendige nye på en hensigtsmæssig og æstetisk Maade”.

Poul Dich behandler i et indlæg samme emner og påpeger, at den påtænkte brede amtsvej i svinget ved Grushullerne vil beslaglægge en stor del af dette fredede område.

”Man gjorde en by fortræd”

Under denne overskrift kritiserer Poul Dich i 1960 det næsten altid enige bystyre for en lang række forhold, herunder færgeforbindelsen til Limhamn med dens ulemper for borgerne, krænkelsen af de fredede arealer ved Strandlinien, ødelæggelsen af Wieders Anlæg og ikke mindst: en manglende byplan for den gamle bydel, der blandt andet kunne vejlede husejere, så bybilledet ikke blev skændet af ting som mærkelige kviste, alt for store nye vinduer, moderne teaktræs- eller egetræsdøre og forloren romantik som fx blyindfattede ruder i de gamle fiskerhuse. Samtidig understreger han, at Dragør ikke skal være et frilandsmuseum eller en attrap, men ”en levende by, som inden for den givne ramme, byplan og boligtype fornyer sig og moderniserer sig”.

Færgen

Den ulmende utilfredshed med kommunens ledelse og især den omstændighed, at væsentlige beslutninger blev truffet for lukkede døre, kom for alvor frem i lyset, da det meddeltes, at en enig kommunalbestyrelse uden at høre borgernes mening havde truffet en beslutning af afgørende betydning for Dragørs miljø, nemlig underskrivelsen af en kontrakt med Øresundsselskabet om bilfærgeforbindelse fra Dragør til Limhamn.

Mange borgere frygtede for følgerne af denne beslutning herunder især ulemperne ved den tætte og tunge trafik i forbindelse med færgeankomster og –afgange. At det senere også blev de spritindkøbende og til tider -påvirkede svenskere, der irriterede mange, er en anden sag. Irma og enkelte specialforretninger havde gode tider på grund af færgeforbindelsen, men som helhed stod fordelene for byens befolkning ikke mål med ulemperne. Selv om kommunalbestyrelsens væsentligste begrundelse for beslutningen var forventning om store indtægter, varede det mange år før der blev tale om lønsomhed for kommunen, idet anlægsomkostningerne til moleflytning, færgelejer og vejanlæg skulle forrentes og afdrages, inden der blev tale om overskud.

Utilfredshed i befolkningen

Dragør voksede i halvtredserne og tresserne. Der var kommet nye borgere i kommunen. Nogle var sommerhusejernes børn, der overtog familiernes sommerhuse og byggede helårshuse. Andre købte grund og byggede eget hus. Det var folk, der flyttede til Dragør fordi de var tiltalt af såvel det fredelige bymiljø med den gamle havn som af det omgivende kystnære landskab, og som for manges vedkommende frygtede, at Dragør skulle udvikle sig i en uheldig retning som følge af den enighed om uheldige lokalpolitiske tiltag, der syntes at herske mellem Kommunalbestyrelsens medlemmer uanset landspolitisk ståsted. Misforståede provinsielle storby-ambitioner var tilsyneladende drivkraften i Kommunal-bestyrelses planer og ønsker for Dragørs fremtid.Med færgeforbindelsen og de lukkede kommunalbestyrelsesmøder som direkte anledning mødtes nogle modstandere af denne politik i december 1959 ved et borgermøde på Badehotellet (alias Dehlsens Hotel, alias Færgegården). Mødet kom i stand på initiativ af Jørgen Rosschou, Knud Jans, Knud Alban og Axel Lange, der hver især kendte en række mennesker, der var interesserede i udviklingen i Dragør. 50 mennesker kom til stede og gav deres utilfredshed til kende. Man var enige om, at noget måtte gøres, og man vedtog at søge indflydelse på kommunens ledelse ved opstilling af en valgliste til det førstkommende kommunalvalg. Til forberedelse heraf nedsattes et arbejdsudvalg bestående af Gurli Zølck Olsen, Hans Bischoff, Axel Lange, Jesper Jensen, Hugo Marcussen, Jørgen Bjerrum, Svend Jans, Verner Permild, Hans Baggendorff, Knud Alban og Jørgen Rosschou. Listen kaldte man i begyndelsen ”Dragør fri Vælgerliste”. Den skulle være uafhængig af partipolitik og særinteresser og blandt andet have følgende programpunkter:

  • Bevarelse af Dragørs præg af beboelseskommune.
  • Åbenhed overfor befolkningen,
  • Afhjælpning af færgens uheldige virkninger og
  • Andre end kommunalbestyrelsesmedlemmer i udvalgene.

Stifterne var landspolitisk set en blandet flok spændende fra venstresocialister via radikale til venstrefolk og konservative, så det tværpolitiske sigte blev både et ønske og en nødvendighed. Grafikerne Theis Jensen, Sven Scherling og Verner Permild fik fremstillet en valgbrochure, der på grund af sit særpræg og sin høje kvalitet vakte både opsigt, beundring og – misundelse. Den tekstmæssige side af valgforberedelsen tog Hans Bischoff og Jesper Jensen sig af, og gode idéer var der mange, der bidrog med. Hans Bischoffs idé med Liste T’s valgtelefon med kendingsmelodien ”Tea for two” blev omtalt i Københavns Lokalradio, hvad der indbragte programchefen, Erik Bach en næse.Ved det følgende kommunalvalg i marts 1962 fik Tværpolitisk Liste 341 stemmer og Jørgen Rosschou kom for første gang i Kommunalbestyrelsen. Socialdemokratiet og Den Borgerlige Fællesliste fik hver 3 stemmer, så det blev Liste T, der blev tungen på vægtskålen, da der skulle vælges borgmester. Det blev ikke svært, da de borgerliges spidskandidat var kommunens bygningsinspektør og Indenrigsministeriet derfor erklærede ham for inhabil. Det kunne således ikke blive andre end socialdemokraten Holger Jensen, der blev borgmester.

Hvidtjørnsarealet fredet

Efter forslag fra Jørgen Gustava Brandt blev spørgsmålet om fredning af Hvidtjørnsarealet sat til debat i september 1963. Jørgen Rosschou var den eneste i Kommunalbestyrelsen, der ubetinget kunne gå ind for fredningen, men den blev dog heldigvis vedtaget. Senere gik de borgerlige sammen med T imod de første planer om opførelse af en ”Strandpark II”, hvorved etagebyggeri blev undgået.Samme år fik T tilladelse til at spænde en transparent tværs over Kirkevej ved indkørslen til Dragør med teksten: ”Vi har 1155 børn i Dragør, men ikke ét for meget”.

Idékonkurrence om færgehavn i stedet for badeanstalten og stranden

I 1964 havde et flertal i Kommunalbestyrelsen (alle undtagen Jørgen Rosschou) fået den geniale indskydelse at afsætte 50.000 kr. til en idékonkurrence om udformning af en ny færgehavn sydøst for fortet. I første omgang beregnet til de tre rederier, der drev Kastrup-Malmø færgen, Dragør-Limhamn Færgen og 66-bådene til Bornholm, men med mulighed for yderligere trafikale velsignelser for Dragør. Især de borgerlige med ingeniør Frans Thorsell, (der selv boede på Nordstranden) i spidsen var begejstrede for tanken, men socialdemokraterne var også positivt indstillet, selv om borgmester Holger Jensen (S) udtalte: ”Det vil nok tage lidt af idyllen”! Det tør vist siges!Efter en protestaktion i lokalbladene anført af Liste T endte det dog med, at socialdemokraterne presset af deres bagland i sidste øjeblik vendte om på hælen med borgmester Holger Jensens lidt ejendommelige begrundelse, at der ikke var nogen garanti for, at rederierne ville holde Kommunen skadesløs for de 50.000 kr., som idékonkurrencen kostede. Dragør kunne igen ånde lettet op.

Dørene åbnes til Kommunalbestyrelsen

I 1966 genvalgtes Holger Jensen til borgmester, idet Socialdemokratiet ved valget fik 5 pladser i Kommunalbestyrelsen af i alt 9. Jørgen Rosschou sad stadig som den eneste T’er.Efter at Liste T i flere år havde protesteret mod lukkede møder, vandt princippet om offentlighed endelig gehør i 1967. – Endog på landsplan. Borgmester Holger Jensen udtaler i et interview: ”Det er først efter at vi har fået den tværpolitiske repræsentant, at dette spørgsmål (om lukkede møder) er blevet rejst”. Det følgende år erklærede den nye borgmester, Juel Hansen i Kommunalbestyrelsen: ”De lukkede møders tid er forbi i Dragør”.Samme år stiller Jørgen Rosschou forslag om spørgetid i forbindelse med Kommunalbestyrelsens møder og de øvrige partier i Kommunalbestyrelsen vil ikke deltage i et offentligt borgermøde i anledning af færgehavnens udvidelse – angiveligt fordi Tværpolitisk Forening var arrangør.I 1969 sættes færgerne Hamlet og Ofelia i drift samtidig med, at der indføres parkeringsforbud i den gamle bydel. Den danske trafikminister (Ove Guldberg) og den svenske aftaler på et møde i Stockholm, at der skal bygges en bro mellem Dragør og Limhamn via Saltholm. Det blev da heldigvis ikke til noget.Liste T stiller i 1970 forslag om flere pensionistboliger, men bliver nedstemt af Socialdemokratiet. Færgetrafikken er 3-doblet siden 1966. En Toldrampe skæmmer havnemiljøet og den tunge lastbiltrafik får husene på Drogdensvej til at slå revner. Der stilles forslag om ny omkørselsvej, der skal gå hen over strandengene og uden om Dragør og St. Magleby. Tværpolitisk Forening opfordrer til protest og projektet opgives. Samme år vedtages mod Liste T’s og Den Borgerlige Fælleslistes stemmer et større socialt boligbyggeri på Sydstranden. T får 3 repræsentanter i den nye kommunalbestyrelse.

Den senere udvikling

Som det fremgår af ovenstående har Liste T’s indflydelse betydet ændringer i den hidtil førte politik i Dragør. Især hvad styring af den topografiske miljøudvikling og åbenhed i den politiske forvaltning angår.Siden er den tværpolitiske repræsentation i Kommunalbestyrelsen øget markant, ligesom holdningen i befolkningen er blevet mere ”tværpolitisk indstillet”. Dette har muligvis dæmpet iveren hos de ”udviklings” – fikserede landspolitiske partigrupper noget, og behovet for markante manifestationer har ikke været så udtalt som i det første tiår – i hvert fald indtil der 30 år senere fostredes idéer om boligbyggeri på havnen. Også disse projekters (foreløbige?) lykkelige skibbrud må tilskrives Liste T ’s aktive tilstedeværelse og indflydelse på lokalpolitikken i Dragør.

Liste T’s historie

Liste T er stiftet i 1961. I anledning af vores 45 års jubilæum i 2006 lykkedes det at få nedfældet baggrunden for stiftelsen af Danmarks ældste og mest succesrige tværpolitiske lokalliste og historien om dens første år.

De første år

Dragør har gennem århundreder været præget af aktivitet hos borgerne – et levende, krævende og initiativrigt demokrati. Tværpolitisk Forening føjer sig ind i en lang tradition for aktivitet blandt beboerne, for vilje til udvikling, for omsorg for værdierne, for kærlighed til vores helt særlige og særprægede område af Danmark.

Dragør er historisk et indvandrer- og flygtningesamfund. Dragørs fiskere og håndværkere og søfolk har måttet integrere tre indvandrerbølger.

Den første kom i 1521, da den danske konge Kristian den Anden smed bønderne ud af deres gårde i Store Magleby til fordel for hollandske indvandrere. Herom vidner efterkommeres navne som Trein, Dirch, Wibrandt og mange andre.

Den anden bølge kom efter svenskekrigen, hvor Danmark bl.a. måtte afstå Skåne. Mange skåninger flygtede fra den hårdhændede forsvenskning af det gamle danske land. Mange af dem havnede i Dragør. Derom vidner navne som Palm og Lundqvist og mange andre efterkommere af flygtede skåninger i 1500-tallet.

Den tredje bølge kom mange år senere. Det var landliggerne, som kom fra København. Herom vidner navne som – nåja fx Hansen og Jensen. I Dragør findes der mange både anden og tredjegenerations landliggere, som stort set har levet i harmoni med efterkommerne både af hollandske indvandrere og skånske flygtninge – plus ikke mindst efterkommerne af de oprindelige fiskere og søfolk i Dragør.

Omsorgen for og kærligheden til Dragør udmøntedes i foreningen Dragørs Fremme – et lokalt og tværpolitisk initiativ. Man ville udvikling – og man ville bevare.

Det første møde i Dragørs Fremme fandt sted den 13. marts 1887 “efter udsendt Indbydelse…for at stifte en Forening med det Formaal at søge Byens nærmeste Omegn beplantet og forskjønnet. Der indmeldte sig ved Mødet 41 Medlemmer, tegnet for et Kontingent af 205 Kroner det første Aar”. (DFs første protokol)

Omkring 1887 var en faglært arbejders ugeløn ca. 18 kroner. Et pund rugbrød kostede 5 øre, et pund flæsk 50 øre, en pot brændevin 38 øre. 205 kroner var således mange penge i 1887. Det vidner om en offervilje, som også senere har præget aktive borgerinitiativer i Dragør.

Tværpolitisk Liste (T) i Dragør opstår

Allerede for mere end 50 år siden var der bevarings- og miljøinteresserede folk i Dragør, som begyndte at give udtryk for deres utilfredshed med kommunens ledelse og udvikling.

Det var især folk som byens mangeårige læge Poul Dich, kriminalbetjent og senere borgmester Jørgen Rosschou samt disponent og senere lokalarkivar Svend Jans, der i artikler i den lokale presse kritiserede såvel manglende offentlighed i det politiske liv, som den efter deres mening uheldige bykulturelle og topografiske udvikling i og omkring det gamle Dragør, som de mere eller mindre enstemmige politiske beslutninger førte med sig.

I 1954 optræder Jørgen Rosschou således med en artikel i Amager Bladet med overskriften: Hvad er Meningen i Dragør?, hvor han blandt andet skriver: ”Der synes for Tiden at rase en besynderlig ”Byggessyge” i Dragør, som giver sig Udslag i, at man nedriver og ødelægger gamle, kønne (endog fredede) Bygninger for så paa Tomterne at opføre hæslige, kasselignende Byggeklods-Kaserner …” Han nævner her den nyopførte Dragør Skole samt den på det tidspunkt planlagte nedrivning af den gamle smukke bygning ”Højerup” ved Dragør-Hjørnet, der afløstes af det kombinerede lejligheds- og forretningskompleks med bankafdeling, der i dag dominerer indkørslen til Dragør gamle bydel. Han efterlyser i det hele taget interesse for at bevare Dragørs særpræg som den ”hyggelige gamle Skipperby””Perlen ved Øresund” og anråber både turistforening og fredningsfolk.

I samme indlæg efterlyser Jørgen Rosschou tillige en protest fra borgernes side mod en projekteret 26 meter bred amtsvej fra Amager Landevej i St. Magleby ad Nrdr. Dragørvej og hen over (de nu fredede) ”grushuller” til Stationsvej og Vestgrønningen og med tilslutning til Sdr. Strandvej i syd. Han kan ikke se ”Meningen med dette Storstads-Projekt om en Autostrada gennem Dragør”, da ”Dragør jo er en Endestation og ikke en Gennemkørselsby”. Dette var længe inden, der var tale om færgeforbindelse til Limhamn.

Jørgen Rosschou savner en fornuftig og bevarende lokalpolitik, men roser samtidig den linie, der var påbegyndt med blandt andet ”Engparken”, ”som viser, at det kan lade sig gøre at kombinere det skønne gamle med det nødvendige nye på en hensigtsmæssig og æstetisk Maade”.

Poul Dich behandler i et indlæg samme emner og påpeger, at den påtænkte brede amtsvej i svinget ved Grushullerne vil beslaglægge en stor del af dette fredede område.

”Man gjorde en by fortræd”

Under denne overskrift kritiserer Poul Dich i 1960 det næsten altid enige bystyre for en lang række forhold, herunder færgeforbindelsen til Limhamn med dens ulemper for borgerne, krænkelsen af de fredede arealer ved Strandlinien, ødelæggelsen af Wieders Anlæg og ikke mindst: en manglende byplan for den gamle bydel, der blandt andet kunne vejlede husejere, så bybilledet ikke blev skændet af ting som mærkelige kviste, alt for store nye vinduer, moderne teaktræs- eller egetræsdøre og forloren romantik som fx blyindfattede ruder i de gamle fiskerhuse. Samtidig understreger han, at Dragør ikke skal være et frilandsmuseum eller en attrap, men ”en levende by, som inden for den givne ramme, byplan og boligtype fornyer sig og moderniserer sig”.

Færgen

Den ulmende utilfredshed med kommunens ledelse og især den omstændighed, at væsentlige beslutninger blev truffet for lukkede døre, kom for alvor frem i lyset, da det meddeltes, at en enig kommunalbestyrelse uden at høre borgernes mening havde truffet en beslutning af afgørende betydning for Dragørs miljø, nemlig underskrivelsen af en kontrakt med Øresundsselskabet om bilfærgeforbindelse fra Dragør til Limhamn.

Mange borgere frygtede for følgerne af denne beslutning herunder især ulemperne ved den tætte og tunge trafik i forbindelse med færgeankomster og –afgange. At det senere også blev de spritindkøbende og til tider -påvirkede svenskere, der irriterede mange, er en anden sag. Irma og enkelte specialforretninger havde gode tider på grund af færgeforbindelsen, men som helhed stod fordelene for byens befolkning ikke mål med ulemperne. Selv om kommunalbestyrelsens væsentligste begrundelse for beslutningen var forventning om store indtægter, varede det mange år før der blev tale om lønsomhed for kommunen, idet anlægsomkostningerne til moleflytning, færgelejer og vejanlæg skulle forrentes og afdrages, inden der blev tale om overskud.

Utilfredshed i befolkningen

Dragør voksede i halvtredserne og tresserne. Der var kommet nye borgere i kommunen. Nogle var sommerhusejernes børn, der overtog familiernes sommerhuse og byggede helårshuse. Andre købte grund og byggede eget hus. Det var folk, der flyttede til Dragør fordi de var tiltalt af såvel det fredelige bymiljø med den gamle havn som af det omgivende kystnære landskab, og som for manges vedkommende frygtede, at Dragør skulle udvikle sig i en uheldig retning som følge af den enighed om uheldige lokalpolitiske tiltag, der syntes at herske mellem Kommunalbestyrelsens medlemmer uanset landspolitisk ståsted. Misforståede provinsielle storby-ambitioner var tilsyneladende drivkraften i Kommunal-bestyrelses planer og ønsker for Dragørs fremtid.Med færgeforbindelsen og de lukkede kommunalbestyrelsesmøder som direkte anledning mødtes nogle modstandere af denne politik i december 1959 ved et borgermøde på Badehotellet (alias Dehlsens Hotel, alias Færgegården). Mødet kom i stand på initiativ af Jørgen Rosschou, Knud Jans, Knud Alban og Axel Lange, der hver især kendte en række mennesker, der var interesserede i udviklingen i Dragør. 50 mennesker kom til stede og gav deres utilfredshed til kende. Man var enige om, at noget måtte gøres, og man vedtog at søge indflydelse på kommunens ledelse ved opstilling af en valgliste til det førstkommende kommunalvalg. Til forberedelse heraf nedsattes et arbejdsudvalg bestående af Gurli Zølck Olsen, Hans Bischoff, Axel Lange, Jesper Jensen, Hugo Marcussen, Jørgen Bjerrum, Svend Jans, Verner Permild, Hans Baggendorff, Knud Alban og Jørgen Rosschou. Listen kaldte man i begyndelsen ”Dragør fri Vælgerliste”. Den skulle være uafhængig af partipolitik og særinteresser og blandt andet have følgende programpunkter:

  • Bevarelse af Dragørs præg af beboelseskommune.
  • Åbenhed overfor befolkningen,
  • Afhjælpning af færgens uheldige virkninger og
  • Andre end kommunalbestyrelsesmedlemmer i udvalgene.

Stifterne var landspolitisk set en blandet flok spændende fra venstresocialister via radikale til venstrefolk og konservative, så det tværpolitiske sigte blev både et ønske og en nødvendighed. Grafikerne Theis Jensen, Sven Scherling og Verner Permild fik fremstillet en valgbrochure, der på grund af sit særpræg og sin høje kvalitet vakte både opsigt, beundring og – misundelse. Den tekstmæssige side af valgforberedelsen tog Hans Bischoff og Jesper Jensen sig af, og gode idéer var der mange, der bidrog med. Hans Bischoffs idé med Liste T’s valgtelefon med kendingsmelodien ”Tea for two” blev omtalt i Københavns Lokalradio, hvad der indbragte programchefen, Erik Bach en næse.Ved det følgende kommunalvalg i marts 1962 fik Tværpolitisk Liste 341 stemmer og Jørgen Rosschou kom for første gang i Kommunalbestyrelsen. Socialdemokratiet og Den Borgerlige Fællesliste fik hver 3 stemmer, så det blev Liste T, der blev tungen på vægtskålen, da der skulle vælges borgmester. Det blev ikke svært, da de borgerliges spidskandidat var kommunens bygningsinspektør og Indenrigsministeriet derfor erklærede ham for inhabil. Det kunne således ikke blive andre end socialdemokraten Holger Jensen, der blev borgmester.

Hvidtjørnsarealet fredet

Efter forslag fra Jørgen Gustava Brandt blev spørgsmålet om fredning af Hvidtjørnsarealet sat til debat i september 1963. Jørgen Rosschou var den eneste i Kommunalbestyrelsen, der ubetinget kunne gå ind for fredningen, men den blev dog heldigvis vedtaget. Senere gik de borgerlige sammen med T imod de første planer om opførelse af en ”Strandpark II”, hvorved etagebyggeri blev undgået.Samme år fik T tilladelse til at spænde en transparent tværs over Kirkevej ved indkørslen til Dragør med teksten: ”Vi har 1155 børn i Dragør, men ikke ét for meget”.

Idékonkurrence om færgehavn i stedet for badeanstalten og stranden

I 1964 havde et flertal i Kommunalbestyrelsen (alle undtagen Jørgen Rosschou) fået den geniale indskydelse at afsætte 50.000 kr. til en idékonkurrence om udformning af en ny færgehavn sydøst for fortet. I første omgang beregnet til de tre rederier, der drev Kastrup-Malmø færgen, Dragør-Limhamn Færgen og 66-bådene til Bornholm, men med mulighed for yderligere trafikale velsignelser for Dragør. Især de borgerlige med ingeniør Frans Thorsell, (der selv boede på Nordstranden) i spidsen var begejstrede for tanken, men socialdemokraterne var også positivt indstillet, selv om borgmester Holger Jensen (S) udtalte: ”Det vil nok tage lidt af idyllen”! Det tør vist siges!Efter en protestaktion i lokalbladene anført af Liste T endte det dog med, at socialdemokraterne presset af deres bagland i sidste øjeblik vendte om på hælen med borgmester Holger Jensens lidt ejendommelige begrundelse, at der ikke var nogen garanti for, at rederierne ville holde Kommunen skadesløs for de 50.000 kr., som idékonkurrencen kostede. Dragør kunne igen ånde lettet op.

Dørene åbnes til Kommunalbestyrelsen

I 1966 genvalgtes Holger Jensen til borgmester, idet Socialdemokratiet ved valget fik 5 pladser i Kommunalbestyrelsen af i alt 9. Jørgen Rosschou sad stadig som den eneste T’er.Efter at Liste T i flere år havde protesteret mod lukkede møder, vandt princippet om offentlighed endelig gehør i 1967. – Endog på landsplan. Borgmester Holger Jensen udtaler i et interview: ”Det er først efter at vi har fået den tværpolitiske repræsentant, at dette spørgsmål (om lukkede møder) er blevet rejst”. Det følgende år erklærede den nye borgmester, Juel Hansen i Kommunalbestyrelsen: ”De lukkede møders tid er forbi i Dragør”.Samme år stiller Jørgen Rosschou forslag om spørgetid i forbindelse med Kommunalbestyrelsens møder og de øvrige partier i Kommunalbestyrelsen vil ikke deltage i et offentligt borgermøde i anledning af færgehavnens udvidelse – angiveligt fordi Tværpolitisk Forening var arrangør.I 1969 sættes færgerne Hamlet og Ofelia i drift samtidig med, at der indføres parkeringsforbud i den gamle bydel. Den danske trafikminister (Ove Guldberg) og den svenske aftaler på et møde i Stockholm, at der skal bygges en bro mellem Dragør og Limhamn via Saltholm. Det blev da heldigvis ikke til noget.Liste T stiller i 1970 forslag om flere pensionistboliger, men bliver nedstemt af Socialdemokratiet. Færgetrafikken er 3-doblet siden 1966. En Toldrampe skæmmer havnemiljøet og den tunge lastbiltrafik får husene på Drogdensvej til at slå revner. Der stilles forslag om ny omkørselsvej, der skal gå hen over strandengene og uden om Dragør og St. Magleby. Tværpolitisk Forening opfordrer til protest og projektet opgives. Samme år vedtages mod Liste T’s og Den Borgerlige Fælleslistes stemmer et større socialt boligbyggeri på Sydstranden. T får 3 repræsentanter i den nye kommunalbestyrelse.

Den senere udvikling

Som det fremgår af ovenstående har Liste T’s indflydelse betydet ændringer i den hidtil førte politik i Dragør. Især hvad styring af den topografiske miljøudvikling og åbenhed i den politiske forvaltning angår.Siden er den tværpolitiske repræsentation i Kommunalbestyrelsen øget markant, ligesom holdningen i befolkningen er blevet mere ”tværpolitisk indstillet”. Dette har muligvis dæmpet iveren hos de ”udviklings” – fikserede landspolitiske partigrupper noget, og behovet for markante manifestationer har ikke været så udtalt som i det første tiår – i hvert fald indtil der 30 år senere fostredes idéer om boligbyggeri på havnen. Også disse projekters (foreløbige?) lykkelige skibbrud må tilskrives Liste T ’s aktive tilstedeværelse og indflydelse på lokalpolitikken i Dragør.