Det lykkedes!

På fredag den 27. september åbner Dragørs nye svømmehal, og vi kan næsten ikke få armene ned af begejstring. Processen har været lang, og badeudstyret har samlet støv, men nu er
svømmeturen lige om hjørnet.

En lang, men god proces
Siden den gamle svømmehal af sikkerhedsmæssige grunde måtte lukke tilbage i juni 2011, har det været et stort ønske for Dragørs borgere, skoler og klubber at få en ny. Det blev til en omvej, hvor der blev diskuteret OPP-projekter med en ugennemskuelig økonomi, som vi i Liste T ikke kunne gå med til, og som kunne gældsætte kommunen med et stort 3-cifret millionbeløb.

Stevnsbadet som forbillede
I Liste T fik vi opsnuset, at man i Stevns havde fået opført en ny svømmehal for godt 50 mio. – inkl. nedrivning af den gamle. Der var på det tidspunkt en udbredt fortælling om, at en svømmehal kostede mindst 100 mio. Et par af os fra Liste T pakkede badetøjet og tog på en ”fact finding mission” til Stevnsbadet for at se, om det var noget at hente inspiration i. Og det var det! Vi fortalte om det i kommunalbestyrelsen, lavede læserbreve og Facebook-opslag med os, der dengang udgjorde T’s byrådsgruppe. Opslaget gik totalt viralt – den største succes for
DragørNyheders Facebookside nogensinde. Borgerne var begejstrede, og de øvrige politikere
bakkede snart op om forslaget.

En svømmehal bygget med erfaring
I april 2015 blev et forslag om at lave en forundersøgelse af en kommunalt opført og drevet
svømmehal stemt igennem af en enig kommunalbestyrelse. Forvaltningen tog på studietur til
Stevnsbadet og fik et tæt samarbejde med Stevns Kommune og øste af deres nyvundne erfaringer. Den slags er tit de bedste. I marts 2017 blev der skrevet kontrakt med entreprenør og arkitekt, og bortset fra en forureningssag i forbindelse med udgravningen er processen afviklet efter køreplanen. Faktisk har hallen stået færdig siden før sommerferien, men der er en lang indkøringsperiode for at sikre en god og driftssikker svømmehal fra dag 1. På fredag får vi at se, om svømmehallen lever op til forventningerne, og det er vi overbeviste om.
I Liste T takker ved de øvrige partier for at vi har stået skulder ved skulder om dette store byggeri.

Og vi glæder os til at fejre det med alle Dragørs borgere.

Ann Harnek, Annette Nyvang, Peter Læssøe og Ebbe Kyrø
Kommunalbestyrelsesmedlemmer, Liste T