Ambitioner for det sted vi lever og bor

Vi skal turde tænke længere frem og vi skal sige det højt når noget gøres bedre. Sætte barren højt for hvad det er vi gerne vil, ikke acceptere halve og middelmådige løsninger. For mig drejer fremtidens Dragør om at skabe en kommune vi gerne vil have vores børn til at vokse op i, en kommune vi gerne selv vil blive ældre i, en kommune vi gerne selv vil bo og leve i.

Det handler om at få så meget kvalitet ud af hver en skattekrone til glæde og gavn for borgerne på netop de ydelser der betyder noget. Vi skal ikke tage til takke med halve og middelmådige løsninger. Det skal være i orden at have ambitioner og udfordre de dårlige løsninger. De gode løsninger kommer jo netop når man indgår i dialog og lytter til borgerne og forstår hvad der reelt betyder noget.

Vi har i Dragør så meget potentiale, og vi har så mange gode muligheder. Lad os udnytte det sammen. Vi skal ikke stille os tilfredse med den udvikling vi har set på skoleområdet. Vi skal sikre at alle vores institutioner har samme høje kvalitet, også når det kommer til de fysiske rammer. Sikre at vi har idrætsfaciliteter som er tidssvarende og som kan imødekomme vores mange foreningers behov. Turde tænke langsigtet når vi ombygger haller, skoler, havn og måske bebygger nye områder med boliger. Ikke lade os nøjes med dårlige løsninger når vi taler om infrastruktur og offentligtransport, men rent faktisk gøre noget ved det.

Vi skal tættere på det der betyder noget for dig, din familie og nabo. Ikke afskære enhver kontakt imellem borgere og politikere, men arbejde seriøst og åbent med tingene og selvfølgelig forholde os interesseret og konstruktivt til høringsvar. Vi er kun knap 15.000 borgere i denne by, hvis vi ikke kan udnytte vores lille størrelse og det store engagement der i vores foreninger, skoler og institutioner så er der ingen grund til at vi har en kommunalbestyrelse i Dragør.

Mit håb for Dragør i 2017 er at vi får en ny kommunal bestyrelse som ikke alene formår at lytte til borgere og medarbejder men også til hinanden på tværs af blokke. En kommunal bestyrelse som kan lægge deres gamle vendettaer bag sig og arbejde for et bedre Dragør i 2018 og 10, 20 og 30 år frem. At kommunalvalget kommer til at handle meget mindre om hvem der skal sidde på en hvilken plads i byrådssalen, og i stedet om det vigtige; nemlig om det sted vi gerne vil leve og bo.

Med ønsket om et rigtig godt nytår

Lars Kyrø
Næstformand Liste T