Tak for jeres tid

Kære borgere i Dragør Kommune, Det er dejligt her i valgkampen at komme på gaden og snakke med borgere, der har noget på hjerte, så den fine dialog opstår. I Liste T tror vi på, at de bedste løsninger skabes, når vi lytter til hinanden, og når politikere får præsenteret så mange perspektiver og ideer som muligt. Tak for det!

At tage ansvar

Jeg har været en del af kommunalbestyrelsen i de seneste 12 år, og nu er jeg ved at være ”udlært”! Det skal forstås på den måde, at Liste T og jeg har været ca. 10 år i opposition og små 2 år som en del af en konstituering med Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Venstre. Med andre ord – jeg har prøvet at være i opposition og tone rent flag, og jeg har prøvet at være en del af kompromisets kunst. Jeg er glad for, at Liste T i de seneste 18 måneder har været med til at tage ansvar for de politiske beslutninger i Dragør Kommune. Og jeg synes, at vi – i et tæt samarbejde med Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Venstre – er kommet rigtig godt fra start.

Foreløbige resultater

Liste T var en del af budgetvedtagelsen i efteråret 2019, og på daværende tidspunkt var kommunens økonomi i ubalance og der var behov for en markant opbremsning. Yderligere forværring indtraf ved årsskiftet 2019/2020, og i marts 2020 ramte Covid-19 Danmark og Dragør Kommune i særdeleshed. Situationen var kritisk. Siden april 2020 er det lykkedes Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Venstre og Liste T at gennemføre en økonomisk turn-around for Dragør Kommune. Driftsøkonomien er forbedret med mere end 30 mio.kr., og kommunens likviditet er genetableret, uden det har været nødvendigt med store nedskæringer og mange afskedigelser. Strukturelle ændringer, slankning af ledelseslag på skolerne, generel tilbageholdenhed og meget mere har været en del af denne forandring.

Budget 2022 – 2025 – et væsentligt skridt fremad

Med balance i økonomien og en meget grundig budgetproces er det tillige lykkedes Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Venstre og Liste T i oktober 2021 at beslutte et budget, der tilfører flere midler til skoler, daginstitutioner og ældre. Vi kigger ind i et 2022, hvor Dragør Kommune også tænker langsigtet. Vi investerer bl.a. i et tværfagligt rehabiliteringsteam, der skal hjælpe borgerne med hurtigt at blive selvhjulpne; vi investerer i rekruttering og fastholdelse og meget andet. Vi fokuserer på både kort, mellem og lang sigt.

Liste T’s fingeraftryk

På vegne af Liste T vil jeg gerne fremhæve Annette Nyvangs arbejde som formand for Skoleudvalget. Hun har stået i spidsen for den forandring, der er sket for kommunens skolevæsen. Der er skabt ro, stabilitet og en ny retning i form af den nye skolepolitik. Det er godt gået. Jeg vil også gerne fremhæve Ebbe Kyrø. Han har været formand for kommunens udvalg for Kyst- og klimasikring. De foreløbige resultater bringer Dragør Kommune helt frem i rampelyset, fordi løsningerne, der er fremkommet i processen, har interesse i hele Danmark. Mange kommuner kigger Dragør over skulderen. Det er godt gået. Sluttelig vil jeg blot sige, at jeg nyder at nørde og kigge ind i kommunens økonomi. Jeg elsker at udfordre kommunens budgetter og regnskaber, så afsatte midler, der ikke er blevet brugt (eller ligefrem glemt!), frigøres til andre aktiviteter eller områder. I al beskedenhed er det lykkedes mange gange.

Tak for dialogen

Liste T håber, at alle borgere, der ved sidste valg satte deres kryds ved Liste T, er tilfredse med vores indsats. Vi har holdt, hvad vi lovede forud for sidste valg – vi har samarbejdet, og der er opnået markante resultater. Er du flyttet til Dragør Kommune inden for de seneste fire år, så håber vi, at du tager dig tid til at studere Liste T’s program på vores hjemmeside. Er du i tvivl om noget, så kontakt mig endelig på 21 67 45 10. Jeg vil gerne svare på dine spørgsmål. En hård, sjov, lærerig og spændende valgkamp er nu ved at være slut, og det er tid til, at I borgere sætter jeres kryds på stemmesedlen. Det har været fantastisk givende at møde jer på gader og stræder, og jeg tror, at alle kandidater har haft samtaler, som har overrasket og endog forandret opfattelsen af, hvordan verdenen ser ud i Dragør Kommune. Sådan har det været for mig. Det har tillige været en god oplevelse at snakke med kandidaterne fra alle partier. Selv om vi ikke er enige om alt, og vi ikke alle bliver valgt ind, er det skønt at møde andre lokale kandidater, der interesserer sig for forholdene i kommunen. Tak for det.

Med venlig hilsen

Peter Læssøe
Borgmesterkandidat Liste T