Svar om skoleøkonomi med mere

I sidste uges nummer af Dragør Nyt spurgte Kim Grønved Nielsen (SF) til skolernes økonomi, kortere skoledagene og klassekvotienter. Han beskriver desuden, at skolebestyrelsernes høringssvar til de besparelser på skoleområdet, der er lagt frem for politikerne af forvaltningen, er horribel læsning. For at starte med det sidste først: Ja, der er ingen tvivl om, at hvis et flertal siger ja til alle forvaltningens besparelsesforslag, der berører skoledriften direkte, så vil det få vidtrækkende konsekvenser for vores kommunes tre skoler. Derfor skal der heller ikke herske tvivl om, at Liste T er gået ind i forhandlingerne med det udgangspunkt, at der ikke skal spares på skolernes drift. Vi ved i skrivende stund ikke, hvor det ender, da der stadig forhandles om budgettet.

Klassekvotienter

Kim Grønved gør opmærksom på, at der står i skolevedtægten, at der ikke må være flere end 24 elever i klasserne ved indskrivning i 0. klasse, og han håber, det er sådan i praksis. Jeg kan berolige med, at der er 100 procent fokus både fra politisk og forvaltningsmæssig side på at fordele eleverne ved skolestart, så vi ingen skal starte i en 0. klasse med flere end 24 elever. I de seneste fire år har der vist været en enkelt 0. klasse med 25 elever, for det er en kompliceret opgave at ramme rent – nye elever flytter til, andre elever udskyder skolestart eller ønsker privatskole. I skoleudvalget har vi allerede taget hul på indskrivningen til næste skoleår for at sikre maks. 24 elever i hver klasse.

Kortere skoledage

Angående mulighederne for kortere skoledage har jeg ikke de allernyeste tal (jeg skaffer dem gerne, men kunne ikke nå det inden deadline for Dragør Nyt), men jeg ved, at Dragør Kommune har kortet skoledagene i vidt omfang – også inden et stort flertal på Christiansborg lavede aftalen om øget frihedsgrad i folkeskolen. Da vi i skoleudvalget tog stilling til Christiansborg-aftalen 12. august, skrev forvaltningen således: ’Den udvidede mulighed i aftalen om øget frihedsgrader i folkeskolen vil derfor kun i begrænset omfang medføre kortere skoledage på kommunens skoler’ – fordi vores skoleledere (som vi har uddelegeret kompetencen til) allerede har forkortet skoledagene i stor stil.

Udgifter per elev

Endelig spørger Kim Grønved Nielsen til de kommunale nøgletal, hvor Dragør Kommune har en kedelig sidsteplads, når det gælder udgifter pr. elev, og han håber, at ’der er en meget god teknisk forklaring på den sidsteplads’. Det er der. Siden 2017 har kommunen indberettet regnskabstal, hvor den lønandel, SFO-pædagogerne bruger på skolerne, tæller med i skolernes regnskab – det skal man gøre ifølge de konteringsregler, kommunerne er underlagt for regnskab og budget. Der er af gode grunde ikke noget regnskab for 2021 endnu, så man indberetter budgettal for 2021, men af en eller anden mærkelig grund – og jeg har været efter økonomiafdelingen – indberetter kommunen budgettal uden udgiften til SFO-pædagogerne i undervisningen. Ifølge konteringsreglerne skal også udgifter til IT og rengøring på skolerne lægges ud på skolernes konti i regnskab og budget. Det har der ikke været tradition for i Dragør Kommune, men det er på vej. Så jo – der er en teknisk forklaring. Det ærgrer mig, at der stadig ikke er rettet op på indberetningen, for det giver ikke et retvisende billede af skolernes økonomi. I Liste T kan vi kun være enige med Kim Grønved Nielsen i, at den vigtigste politiske opgave er at skabe tryghed, velfærd og trivsel for kommunens borgere – ikke mindst for skolens elever.

Mvh, Annette Nyvang Skoleudvalgsformand, Liste T