Replik til Konservatives syn på Dragør Kommunes økonomi

I sidste uges nummer af Dragør Nyt havde Konservative et læserbrev om Dragør Kommunes økonomi. En sådan debat byder vi fra Liste T velkommen. Det er dog bekymrende, at Konservative flere steder i læsebrevet bruger ordet ”fakta”, når virkeligheden er anderledes end Konservative beskriver. Jeg kan komme med adskillige eksempler fra læserbrevet, hvor tingene ikke forholder sig som Konservative skriver. Her vil jeg koncentrere mig om en væsentlig ting, som meget godt beskriver forskellen på den virkelighed, AOTV er lykkedes med at gennemføre, og så den illusion Konservative bevæger sig i.

Situationen i februar 2020 og frem til februar 2021

AOTV genåbner i foråret 2020 budget 2020-2023, fordi kommunens økonomi er presset af udefra kommende udgifter, bl.a. til det specialiserede område (se sidste nummer af Dragør Nyt), og i marts lukker Danmark ned på grund af Corona. AOTV’s beslutninger i april 2020 betyder, at kommunens dag-til-dag likviditet fra februar 2020 til februar 2021 går fra ca. minus 70 mio. kr. til plus 70 mio. kr.! Ca. 90 mio. kr. er sket på baggrund af tiltag som strukturændringer, organisationsændringer, tilbageholdenhed, besparelser m.m., og ca. 50 mio. kr. er sket på baggrund af lån, hvoraf Konservative stemte for 15,8 mio. kr.

Konservatives løsning

Så hvad er Konservatives løsning på den kritiske situation i foråret 2020? Ud over en række mindre besparelser er nøglen i Konservatives plan i april 2020 at afskedige ca. 4 % af kommunens medarbejdere. Det skal give en besparelse på ca. 21 mio.kr. Konservative vil ikke ud med, hvor de ca. 40-50 medarbejdere, der skal fyres, er placeret, og hvilke funktioner Dragør Kommune derfor skal nedlægge – eller hvor servicen skal forringes. Konservative har slet ikke vurderet de deraf følgende negative økonomiske effekter på beskæftigelseskontoen til f.eks. A-dagpenge, når Dragør Kommune – kommunens største arbejdsgiver – fyrer midt i en coronakrise. Efterfølgende har Konservative tillige fået oplyst fra forvaltningen, at deres ”plan” tillige ville medføre, at Dragør Kommunes 365-dages likviditet ville blive negativ senere i 2020, såfremt deres forslag var blevet vedtaget.

Døm selv

”Konservative har i samtlige budgetvedtagelser fremlagt forslag til besparelser, der netop sikrede en sund økonomi”. Sådan formulerer Konservative det i sidste uge. Ovenstående har jeg beskrevet et enkelt forhold, der gennemhuller den påstand, og jeg vil overlade det til Dragør Kommunes borgere selv at vurdere, om det var klogt, hvad AOTV gennemførte i april 2020, eller om Konservatives plan var den rigtige vej at gå.

Med venlig hilsen Peter Læssøe

1. Viceborgmester

Medlem af kommunalbestyrelsen for Liste T

Peter Læssøe, 1. Viceborgmester, Medlem af kommunalbestyrelsen for Liste T